I den vestlige verden har Piercing bredt sig som et mode-fænomen inden for de senere få år. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at der også er dukket en del meddelelser op om forskellige komplikationer, især fra 1999 og fremefter.
En af hudens meget vigtige funktioner er at beskytte kroppen mod farlige ting udefra. Oversat betyder Piercing at gennembore, at trænge igennem.
Der stikkes således hul tværs igennem huden, og som en del af kropsudsmykningen indsættes et ”fremmedlegeme” i denne kanal, som oftest en ring eller en stav.
I princippet laves der et åbent sår, som efterlades til at hele op af sig selv. Ophelingen kan tage op til flere måneder. I denne periode vokser der hudceller ind i kanalen, således at også den indvendige del af Piercingen efterhånden bliver til en hudbeklædt kanal.
Indtil fuld lægning har fundet sted, er Piercing-materialet i kontakt med kropsvæskerne, og bakterier, virus og andre ting har lettere ved at forvolde problemer.
1. Uheldig virkning på kroppens normale funktioner.
Der kan selvfølgelig ikke Pierces hvor som helst på kroppen. Visse steder er rimelig sikre, medens Piercinger en del andre steder må anses for uforsvarlige. Der må selvfølgelig aldrig udføres en Piercing på steder, hvor der er betydelig risiko for beskadigelse af underliggende nerver, store blodkar eller lignende andre vigtige strukturer. Der bør heller ikke foretages Piercinger på udsatte steder, hvor smykket evt. kan blive revet ud eller give andre ubehagelige problemer.
Hovedreglen er, at der kun må foretages en Piercing, hvis huden på det pågældende sted er helt normal. Men selv på sådanne steder kan Piercingen senere forvolde problemer. Den kan begynde at ”vandre” og måske til slut blive stødt ud af kroppen, efterladende et ar. Den kan også bevirke, at huden reagere ved at danne tiltagende mængder fibrøst horn-materiale (keloid), som kan komme til at virke skæmmende og desværre også være ret umuligt at fjerne igen. Risikoen herfor er størst på overarme, overkroppen, og på ørene.
Mere banale problemer er, at materialet skaver eller trykker imod huden, således at der kan opstå sår eller ubehagelige smerter ved bevægelser. Visse intim-piercinger kan også ændre på vandladningen, f.eks. medfører en Prins Albert at strålen opsplittes lidt, og der kan også komme urin ud gennem det ekstra hul. Hos kvinder kan et for stort smykke komme til at sidde i vejen foran urinåbningen. Piercinger gennem forhuden på penis medfører en vis risiko for at den skrumper, således at der kan opstå forsnævringer (phimosis) eller problemer med at trække forhuden frem, efter den er trukket tilbage (paraphimosis). Nogle ønsker flere ringe indsat langs med forhudskanten, og dette kan umiddelbart medføre en mekanisk betinget forhudsforsnævring. Et Piercingsmykke gennem penis kan også medføre at et kondom kan sprænges, medmindre man er meget omhyggelig ved valget af kondomer og ved påsætning af dem. Piercinger på tværs igennem skaftet på penis medfører en betydelig risiko for beskadigelse af svulmelegemerne, således at rejsningen kan blive mangelfuld. Derfor bør en sådan Piercing ikke udføres.
I forbindelse med amning bør en brystvorte-piercing enten fjernes i hele perioden eller forud for hver amning, og der foreligger også en risiko for, at en Piercing på dette sted kan have beskadiget nogle af udførelsesgangene fra mælkekirtlerne.
Hvis der er tegn på navlebrok, skal man vide, at et sådant består af tynd hud med tarmene liggende lige nedenunder, hvorfor der kun kan Pierces, hvis der er plads og en tilstrækkeligt tykkelse af selve huden.
Indtil videre har tungepiercing vist sig at være den mest problematiske. Tungen har en del blodkar, som kan komme til at bløde en hel del. Ofte svulmer tungen en del op lige efter en Piercing, og det kan i sjældne tilfælde blive meget voldsomt. Der er beskrevet flere dødsfald på grund af dette, idet luftvejene er blevet blokeret med kvælning til følge. Desværre kan man ikke på forhånd udpege nogen med speciel risiko, eller sagt på en anden måde: man kan trække et uheldigt nummer i lotteriet. Dog må der aldrig foretages en tungepiercing hos nogen, som på det pågældende tidspunkt har et astma-anfald, idet der så kan provokeres en udtalt og alvorlig spasme i luftrøret. Generelt må det frarådes personer med astma - uanset at de er i en rolig fase - at få foretaget en tungepiercing (se også nedenfor angående problemer med narkose og respirator behandling).
Det er sjældent, at en korrekt udført tungepiercing giver problemer med udtale eller med at tygge og spise, når den først er ophelet. Efter en sådan Piercing vil det ret hyppigt forekomme, at tungen rækkes ud som led i oral sex eller for at ”folk” skal kunne se Piercingen. Herved kan tungebåndet blive beskadiget som følge af tandproblemer i undermunden. Metallet kan også bevirke, at der dannes en elektrisk strøm. Ved tungens naturlige bevægelser vil kuglerne komme til at ramme tænderne ret ofte. Herved kan der opstå revner eller brud i tænderne, og der kan slås hjørner af emaljen. Man skal også tænke på, at det kan blive meget vanskeligt for en narkoselæge at lægge en slange ind gennem munden, fordi Piercing-materialet sidder i vejen. Herved kan der fremover foreligge et betydeligt problem i forbindelse med en nødvendig operation eller sygdom, som gør respirator-behandling nødvendig.
Ved enhver Piercing kan der opstå blødning, men oftest er det kun relativt lidt og noget, som enten hurtigt bringes til ophør, eller som standser helt af sig selv. Selve indgrebet er naturligvis også forbundet med en vis risiko for besvimelse, hvilket kan tilskrives psykologiske årsager.
2. Problemer på grund af Piercing-materialet.
Selvom man aldrig har haft problemer med allergi, kan dette blive provokeret, hvis der vælges et forkert materiale. Problemet er størst i ophelingsperioden, hvor smykket kommer i direkte kontakt med kropsvæskerne, og mindre efter at en fuldstændig opheling har fundet sted.
Her i Danmark og senere også i de øvrige skandinaviske lande har man for en del år siden undersøgt en del børn og vordende soldater. Det viste sig, at mange havde en overfølsomhed (atopi) mod nikkel, selvom de ikke (endnu) havde udviklet en egentlig allergi herimod, og at dette skyldtes tidligere øre-piercinger. Dette er også vist for kobolt.
Man bør derfor være ret omhyggelig ved valget af materiale til et førstegangs smykke, og det bør helst være af titan eller et vævsvenligt plastmateriale. Kirurgisk stål er måske nok forsvarligt, men der afgives en lille mængde nikkel, som ganske vist ligger under de aktuelle sikkerhedsgrænser. Smykket kan så senere udskiftes til noget, man er mere tilfreds med.
Ved de mindste tegn på allergi, bør smykket straks udskiftes/fjernes. Ellers vil problemet kun blive større og større. Man skal også regne med, at så snart kroppen én gang har reageret imod materialet, så forsvinder denne mekanisme aldrig fra kroppen igen. Der kan således aldrig på et senere tidspunkt indsættes et smykke af samme materiale igen.
3. Infektioner.
Undersøgelser har vist, at der opstår lokale infektioner i mindst 10-20 % af tilfældene efter en Piercing. Dette er dog i de fleste tilfælde ret harmløst og klares let ved omhyggelig pleje. Risikoen for infektioner er betydelig større, hvis der foreligger sukkersyge eller et nedsat immunforsvar.
Følgende infektioner er beskrevet: stafylokker, streptokokker, pseudomonas, lactobacillus (mælkesyrebakterier), tetanus (stivkrampe), hepatitis (smitsom leverbetændelse) og HIV.
På steder med brusk (ørene, næsen) kan en infektion medføre, at brusken bliver ødelagt, og den kan desværre ikke gendannes. Kvinder, som har fået indopereret kunstige bryster (implantationer) løber en øget risiko for, at en infektion fra en brystvorte-piercing kan sprede sig til implantatet.
Hvis der tidligere har været herpes på kønsdelene, bør man formentlig være tilbageholdende med at få udført en Piercing på det pågældende sted. Derimod bør der aldrig laves en Piercing på steder med kønsvorter (kondylomer), og det er da også set, at disse spredes endnu mere efter en Piercing.
Piercing af pungen er ret problematisk. Huden her er ret tynd overalt, og en gennemstikning giver en åben kanal ind til stenene. Selvom Piercingen kun går gennem huden, vil en infektion alligevel kunne spredes ind i pungen. Dette kræver hurtig behandling med antibiotika, og i værste tilfælde kan sædstrengen blive lukket, hvilket medfører sterilitet. Kort sagt bør Piercinger i pungen frarådes.
Alle Piercinger skal plejes omhyggeligt indtil en fuldstændig lægning har fundet sted. Herefter skal man naturligvis stadig passe på stedet og smykket.
Hvordan bør så alt dette håndteres.
Det virker indlysende, at man kun skal få foretaget en Piercing, hvis man er i stand til at overskue alle konsekvenserne heraf. Det skal således ikke være en pludselig impuls, noget man gør på en polterabend, i fuldskab eller under påvirkning af stoffer. Ønsket skal helst komme indefra, og det bør være noget, man længe har tænkt over og har ønsket sig.
Hvad er relevant for den, som ønsker en Piercing
En Piercing bør kun udføres på en myndig person. I modsatfald bør du være ledsaget af dine forældre eller mindst en af dem.
Du bør være sund og rask
Du bør være grundigt informeret og have læst om alle de relevante ting i forbindelse med
netop den
Piercing, du gerne vil have.
Piercingen skal udføres af en professionel Piercer, som har et Piercing-studie opfyldende alle nedenstående krav. Der skal være mulighed for passende smertelindring evt. fuldstændig lokalbedøvelse, hvis der er en lægekonsulent tilknyttet studiet.
Det er også en god idé, at du får udleveret en brochure om efterbehandlingen. Du skal også vide, hvad du kan og bør gøre, hvis der bagefter opstår problemer, som du ikke selv kan klare. Det er også bedst, at du får et stykke papir, hvorpå dato og sted for Piercingen og tekniske ting om smykket er beskrevet.
I alle tvivlstilfælde bør du forud for en Piercing have snakket med din egen læge, eller eventuelt en specielt sagkyndig lægerådgiver, hvis studiet har en sådan knyttet til sig.
Krav til Pierceren og Piercing studiet
Pierceren skal orientere dig grundigt forud for din beslutning. Du bør have god tid til at overveje det hele herefter. Piercingstudiet bør også have et kompendium, hvor du kan læse om og se de Piercinger, som du er interesseret i. Hvert af afsnittene heri skal indeholde en tilpas grundig information. Endvidere bør studiet have et katalog over alle de relevante smykker. Hvis det smykke, du ønsker dig, ikke er hjemme, bør det kunne skaffes indenfor en rimelig ventetid.
Pierceren skal spørge dig om alle relevante helbredsforhold.
Pierceren skal være professionel, hvilket indebærer en faglig dygtighed og rutine. Pierceren skal have et grundigt kendskab til alle former for Piercing. At være professionel indebærer også, at visse Piercinger ikke udføres eller frarådes. Der skal informeres om mulighederne for smertelindring.
Ifølge sagens natur skal instrumenter og smykker være sterile. Derfor skal studiet have en autoklave, og der må kun anvendes smykker og instrumenter, som kan gennemgå en forsvarlig sterilisering. Autoklaven skal regelmæssigt kontrolleres af et uafhængigt laboratorium. Der skal anvendes sterile handsker.
Der skal være indrettet et adskilt rum til Piercing. Dette rum skal være hensigtsmæssigt indrettet, og Piercingen skal foregå på en rolig og afslappet måde.
Du bør kunne købe en medicinsk sæbe til efterbehandlingen, og du bør få en brochure om råd og pleje efter en Piercing med hjem.
Det tilhører også god Piercing-praksis at tilbyde supplerende service bagefter.